Monday, April 23, 2007

Fordelen ved at bo i et hus med hæk

Der er indtil flere, men en af dem er, at når man ligger og roder rundt i 2 timer i en sandstak, fordi man ikke kan finde ud af at få startet rigtigt på at få dem lagt, så er det egentligt OK, at man kun har sig selv og Asger (en kammerat, der trods tømmermænd havde lovet at komme og hjælpe om lørdagen) at skælde ud på - og ikke nogen emsige naboer, der kan kigge ind og komme med gode råd. Min teori om, at stenene ikke var "rigtigt" firkantede holdt desværre ikke stand, så jeg var nødt til at vedtage, at huset er skævt for ikke at skulle æde, at det måske ikke er så ligetil at lægge terrasse, når man aldrig har prøvet det før.

Trods begyndervanskelighederne lykkedes det os at få lagt det meste, så vi p.t. kun har kanterne tilbage. Selv faldet er rigtigt - dog kostede det nogle lærepenge, da en snor havde rykket sig 2 cm uden vi så det, så vi pludselig kunne se, at der dannede sig et mindre fartbump midt på terrassen lige der, hvor vi havde knoklet en time med at rette sand af og lægge fliser.... Sur, sur røv at pille fliser op igen og skrabe sand væk, men hellere gøre det om og være tilfreds til sidst end lade skidtet ligge og bilde sig selv ind, at "det ser man ikke, når først der kommer et bord op".

Der gemmer sig dog stadig et pænt stort stykke arbejde med kanterne, så der går lidt tid endnu, inden vi er færdige. Tilfredsstillelsen ved at kunne se et resultat af anstrengelserne er dog til at få øje på - det bliver bare så fedt at kunne sidde udenfor og drikke en øllert her til sommer på en rigtig terrasse uden at være bange for, at stolebenet går igennem græstørven, så man pludselig sejler bagover og tager halvdelen af servicet plus alle drikkevarer med i faldet. Nu skal vi bare holde momentum og få gjort det færdigt, så det ikke bliver sådan et projekt, der hænger i bremsen resten af foråret - dog tror jeg, at vi holder en hviledag i dag og leger far, mor og barn og plejer ømme muskler og håndled i aften - og så går vi i gang i løbet af ugen.

/ Kristian

Sunday, April 15, 2007

Hvor meget fylder 16 m3 sand?

Det kan siges kort - det fylder kraftedderperkemig meget... Og hvorfor ved jeg så det? Jo, for vi har jo besluttet at lave en terrasse og i denne weekend skulle vi så grave ud og lægge fundamentet. Derfor regnede jeg mig frem til, at 20 cm. sand pr kvadratmeter bliver til 1 kubikmeter sand pr. 5 kvadratmeter terrasse. Når vi skal have 60 kvadratmeter terrasse, så bliver det til den nette sum af 12 kubikmeter fyldsand og så skal man have 3-5 cm. afretningssand, hvilket blev til de sidste fire kubikmeter... I alt 16 kubikmeter sand, lige midt i vores indkørsel.

En ting er, at 16 kubikmeter fylder ad pommern til, men vi havde så fornøjelsen af først at grave græstørv og muld af - hvilket var let nok, da Annas bror havde lånt en lille minigraver fra sit arbejde, som lettede den del enormt. Ellers havde vi sgu stadig stået og gravet græstørv... Af med en masse jord og så måle ud med snore og pinde i jorden osv efter devisen, at man nogle gange må springe ud, hvor der er dybt for at lære at svømme, for jeg havde sgu aldrig lagt en terrasse før, endsige stået for at få den lavet, men det lykkedes da at trække nogle snore, der indikerede, at der var det rigtige fald på osv.

Efter at have jublet indvendig og en lille smule udvendig over, at det lykkedes at grave haven i smadder fandt vi så ud af, at vi havde gravet for meget jord af i forhold til den mængde sand, vi havde liggende. Vi fik derfor fornøjelsen af at skovle den selvsamme jord, som vi lige havde fjernet, tilbage igen. Hvem sagde molbo-arbejde? Det lykkedes så at få et passende lag jord ind igen og køre en del af sandet fra indkørslen om og fylde ned i vores forhenværende stykke have, inden det blev fyraften.

I dag har vi (Anna + jeg selv + Marius, der mest var interesseret i at æde sandet og jorden) så fornøjet os med at køre resten af sandet på plads samt få flyttet så meget sand væk fra indkørslen, så bilen kunne holde der. Det er pænt fejt, at sandet bliver så ekstremt tungt ved halv tre-tiden hver dag, for lige pludselig var det som om vi gik og flyttede på bly i stedet for almindeligt sand. Hold da kæft, de sidste par læs trak tænder ud - alle depoter var tømte, så vi holdt tidlig fyraften og kørte op til svigermor og svigerfatter for at få en øl og slappe af. Der var nemlig lige præcis flyttet nok til, at bilen kunne komme ind på plads at stå og da det var dagens succeskriterie #2 (nummer 1 var at få kørt sand nok på terrassen til, at vi kan få det vibreret på plads næste weekend), så lukkede vi festen der.

I næste weekend regner vi med at skulle lægge fliser, forudsat de er kommet hjem. Hvor de så lige skal læsses af ved jeg ikke rigtigt, for vi har som sådan ikke helt plads i indkørslen længere... Der ligger nemlig stadig en bunke blysand og griner åndssvagt af en, når man går forbi og jeg ved af erfaring, at den ikke flytter sig frivilligt. Det ender nok med, at de bliver hældt af ude på fortovet, hvorefter vi klipper et hul i hækken for overhovedet at kunne komme ud til dem inde fra haven...

Mere følger om en uges tid - indtil da: Er der nogen, der har nummeret på en kiropraktor? ;o)

/ Kristian

Thursday, April 12, 2007

Så blev det weekend

...nå nej, det er jo kun torsdag... Men det føles næsten sådan: Alle projektledere + 2/3 af IT har stadig ferie, så der er _meget_ stille for tiden.

Så fik vi købt en bil og ja, det blev en stationcar. Selvfølgelig så Anna en lille bule i bagsmækken, som jeg havde overset, da jeg var ude at se + købe skidtet. Det bliver dejligt med en større bil ikke mindst fordi Marius har arvet sine forældres lange ben, hvilket resulterer i, at han p.t. sidder og sparker ind i mit sæde en gang hver 30. sekund og det er jeg ved at være temmeligt træt af - udover naturligvis, at bilen i sig selv synger på sidste vers. 3900 kostede det at få den synet og hvad er det første, man gør? Man sælger lårdet..... Hvis man har for mange penge, så skal man bare have en brugt bil og køre 160+ kilometer hver dag, så ordner alt sig selv helt automatisk.

Hvad mere? Jo, der ligger sandsynligvis 16 m3 sand til en terrasse derhjemme foran huset smidt af en eller anden vognmand - undertegnede skal uden en disse erfaring i jord og beton-arbejde være værkfører for at få gravet ud til vores lækre 60 kvadratmeter terrasse, vi har besluttet at lave for nogle af alle de lånte gysser, vi har tiltusket os i forbindelse med hushandelen. Det mest besværlige må blive at få lårdet til at falde rigtigt - den er jeg ikke 100% sikker på, jeg har styr på, men jeg har fået et par fifs rundt omkring til, hvordan den kage skal skæres... Katastrofescenariet er en kæmpe sø midt på terrassen ved første regnbyge efter stenene er lagt - samt at skidtet ikke skrider efter 3 måneder ;o) Måske man alligevel skulle prøve at få en med lidt erfaring til at være med indover på dagen? Stenene skal under alle omstændigheder ikke lægges før senere, for de er ikke bestilt endnu - det er "kun" fundamentet, der skal på plads i denne weekend.

Jeg vil trille til Vejle nu - chefen er gået for et par timer siden, jeg har benchmarket på diverse nyhedssites uden at finde noget af interesse og sidemanden (ja, en voksen mand) blæser tyggegummibobler til den store guldmedalje... Så jeg tror, jeg er smuttet for i dag.

/ Kristian